VELKOMMEN
Herunder findes billeder af alt, der går ud af min ovn i værkstedet på Bakdalgaard ved Odder syd for Århus. Der er også beskrivelser af de kurser og workshops jeg i perioder holder på samme sted. I øjeblikket er det også muligt at anvende mit værksted som bruger udefra. Det er hyggeligt og uforpligtende og koster kun en lille skilling.
Bakdalgaard er et bofællesskab med tre børnefamilier og en farmor. Gården er en firlænget gård fra start 1900, og den rummer både teatersal og div. værksteder. Det keramiske arbejde og workshops foregår i det gamle keramik-værksted, som pottemagere og keramikere har huseret i siden 1970'erne.
Nybrændte produkter ryger direkte på hylderne, og kan købes i værkstedet. De findes også her på siden med pris og detaljer om tilblivelse og funktion, og på Facebook og Instagram kan du følge med i værkstedets praktiske arbejde. Det er også her, du først kan få nys om workshops og kurser. Find mig dér, hvis du vil være opdateret på nye produkter og have et kik ind i de keramiske processer, @nhs_keramik.
Er der noget her på siden, du gerne vil købe?
Så skriv mig en besked på instagram på @nhs_keramik eller på facebooksiden NHS keramik, og så ser vi på, om jeg fortsat har det på lager.
Om Nanna:
Nanna er gift med Rasmus, som er født på gården. Nanna er selvlært keramiker og er især fordybet i at dreje. Hun har tidligere solgt keramik i serier af kopper og skåle, men er i dag mere optaget af at skabe rum til ro i eget og andres sind med keramikken som redskab.
Nanna er cand.mag. i mellemøststudier og arabisk, og arbejder i dag som familiebehandler i Horsens Kommunes familierettede indsats for familier med anden baggrund end dansk.